operation dagsværk

Hyr en elev

Alle virksomheder og privatpersoner kan hyre en dagsværker til arbejde på OD-dagen.

Arbejdet kan være alt, som er tilladt for unge. Det kan være rengøring, bilvask, havearbejde, arkivering og meget mere. Lønnen er 300 kr. for 5 timers arbejde og den er fritaget for skat og kan bogføres som en udgift. Du er naturligvis velkommen til at betale mere.

Arbejde udover de 5 timer aflønnes med 60 kr. i timen, eleven må dog maksimalt arbejde 7 timer.

Hvordan finder jeg en dagsværker?
Det er kun på Operation Dagsværks årlige arbejdsdag, Dagsværk-dagen, du kan hyre en dagsværker. Næste dagsværk-dag er onsdag den 3. november 2010. Du tilmelder dig som arbejdsgiver på jobbank.od.dk. Der vil hver måned være opdateringer omkring Dagsværk-dagen og Operation Dagsværks arbejde i vores nyhedsbrev.

> Opret dig som arbejdsgiver på jobbank.od.dk
> Tilmeld dig OD-nyhedsbrevet
> Vis at du støtter Dagsværk på Facebook - meld dig til event 'Hyr en Dagsværker'

Betaling
Som arbejdsgiver kan du betale dagsværkerne for deres arbejde på følgende måder:

> Dankort/elektronisk faktura
>
Kontant til dagsværkeren

Beløbet, der udbetales til eleven indeholder ikke A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag ifølge aftale med SKAT. Beløbet kan derfor blot bogføres som en udgift. Arbejdskortet, som eleven medbringer, fungerer som bilag til regnskabet. Husk især at notere elevens elev-nr., som du skal bruge til on line-betaling.

Hvad må eleverne arbejde med?
Som udgangspunkt må eleven kun udføre arbejde tilladt for unge. Det vil grundlæggende sige, arbejde hvor de unge ikke kan komme til skade eller risikere deres sundhed.

> Reglerne, Videnscenter for Arbejdsmiljø

Hvad med SKAT?
Eleverne skal ikke betale skat af arbejdet på OD-dagen, og arbejdsgivere kan fratrække lønnen til Operation Dagsværk som en udgift.

> Skatterådets afgørelse om frihed for beskatning

Arbejdsskader og forsikring
I tilfælde af en arbejdsskade er eleven i udgangspunktet dækket af Arbejdsskadeloven. For virksomheder vil det sige, at arbejdsgiverens arbejdsskadeforsikring skal dække udgifter ved en evt. skade.

Hvis eleverne arbejder for private vil eventuelle udgifter forbundet hermed blive udbetalt af Arbejdsskadestyrelsen. Sker der andre former for skade end arbejdsskade, ordnes dette mellem arbejdsgiveren og eleven. Operation Dagsværk hjælper selvfølgelig med råd og vejledning.